Solopgange og solnedgange

Leibniz-templet

Den imponerende pavillon ligger på en lille halvø, der er forbundet med to smalle buebroer over en malerisk anlagt dam. En grøn idyl og en oase af ro i Georgengarten – som skabt til et romantisk stævnemøde ved solnedgang.

Vise med træer i sollyset — Udsigt fra Leibniz-templet

»Leibniz-monumentet« (som det rundformede tempel i Hannover, der kan ses langvejs fra, også kaldes) på bakken er især i godt vejr et yndet mødested for forelskede par og udflugtsgæster med picnic-kurv.

På vej til et møde med et geni

Det cirkelformede tempel i Georgengarten, der er åbent mod alle sider, er opført til minde om den alsidige lærd Gottfried Wilhelm Leibniz (1646–1716). Det første offentlige monument i Tyskland til ære for en ikke-adelig blev opført fra 1787 til 1790 efter tegninger af den hannoverske hofråd Johann Daniel Ramberg og stod dengang endnu på parade- og eksercispladsen foran Leineschloss, det nuværende Waterlooplatz. I årene 1935 og 1936 blev det massive sandstentempel med de tolv enkle ioniske søjler flyttet til sin nuværende placering i Georgengarten.

Legeplads og scene til sommerteateret under åben himmel

På den vestlige side af det runde tempel er der under kuplen anbragt inskriptionen »GENIO LEIBNITII.« i store, forgyldte bogstaver. På de store enge foran templet spilles der gerne frisbee, og hunde møder andre hunde, som de kan boltre sig med uden snor, mens familier og venner her og der nyder deres grillpicnic i den varme glans fra den nedgående sol. Inden forestillingen på himlen begynder, er det værd at kaste endnu et blik tilbage på Gottfried Wilhelm Leibniz: fire trappetrin fører op til stensoklen i midten med en kopi af portrætbusten af den geniale lærde. Originalen i Carrara-marmor, som den irske billedhugger Christopher Hewetson udførte i Rom i 1788, kan i dag beses på Museum Schloss Herrenhausen – som det fremgår af bronzepladen på bagsiden af soklen. Kopien af busten, der vender ud mod det nærliggende Wilhelm Busch-museum, er (ligesom originalen) forsynet med inskriptionen »LEIBNITZ«; brugen af »tz« i stedet for »z« i navnet var helt almindelig i Leibniz’ tid. Den ærede lærde ville sandsynligvis have reageret roligt og afbalanceret på den sommerlige travlhed omkring ham (henholdsvis omkring hans tempel), for det rastløse geni i ham havde som regel andet i tankerne: ""Når de fleste mennesker får lov til at hengive sig til de almindelige fornøjelser, vil jeg få lov til at arbejde for videnskabens fremskridt." Hver sin smag, men: solnedgangen over Georgengarten, der allerede dengang var yndefuld, ville sikkert også have behaget Leibniz og – hvem ved – måske endda have inspireret ham til nye geniale indfald.