Ti hemmeligheder fra Hannover

Den forsvundne Von-Alten-Park

Den storslåede haveanlæg tilhørende den hannoverske adelsfamilie von Alten strakte sig engang fra det nuværende Lindener Markt i nord til Deisterkreisel i syd og var dermed en del større end Herrenhausens Store Have. Gennem århundrederne blev den udvidet, ombygget flere gange, igen indskrænket og til sidst opdelt. Et faststående vidnesbyrd fra fortiden minder den dag i dag om en pragt skabt af mennesker og naturen, som for altid er gået tabt – ofte ubemærket og også lidt mystisk.

Gammel mur med eng — Rester af muren fra den tidligere Von-Alten-Park.

Et stykke historie i sten fra 1718

På en eng ved Westschnellweg i højde med Deister-rundkørslen står der tilsyneladende helt tilfældigt to længere og helt åbenlyst ældre mure af grove sten, hvoraf den ene har en lille port. Disse fire meter høje stenmure, der er beklædt med et beskyttende trådgitter, er de eneste tilbageværende dele af den mur, som en vis Ernst August (ikke i familie med den senere konge af Hannover, Ernst August I) lod opføre omkring sin have i 1718. Han var søn af Franz-Ernst von Platen, der på det tidspunkt var hofmarskal (dvs. den øverste forvaltningsembedsmand) i Kongeriget Hannover og havde brug for et riddergods for at kunne indtage en plads i delstatsparlamentet. Det fandt han i netop den have, som han i 1688 havde forpagtet af adelsfamilien von Alten. Haven var faktisk af betydelig størrelse: Det stykke jord, der dengang stadig var på omkring 56 hektar, havde været i familien von Altens besiddelse siden det 13. århundrede. Efter sin udnævnelse til rigsgraf og premierminister lod Franz-Ernst von Platen sin nye forpagtede grund udvide og omdanne til en fransk barokhave med lystslot, orangeri, damme og vandbassiner med springvand, hækbeplantninger, frugtplantager og endda en dyrepark – helt efter forbillede fra de ikke langt derfra beliggende Herrenhäuser Gärten, blot i større skala.

Og hvordan fortsætter historien?

Rigsgreven Franz-Ernst von Platen dør i 1709, og hans søn Ernst August arver forpagtningen af den nu parklignende have, som han, som allerede nævnt, ni år senere lader omgive af en fire meter høj mur. I 1728 blev det ifølge kontrakten aftalt, at haven skulle tilbageleveres til familien von Alten. Efter årtiers retsstridigheder køber Carl von Alten i 1816 haveanlægget tilbage. I 1845 flytter Victor von Alten ind i det tidligere lystslot, lader de barokke elementer i haveanlægget, der nu igen er i familiens besiddelse, omdanne til en engelsk landskabshave og anlægger en grotte ved slotsterrassen.

I sidste ende bliver det helt anderledes

Gammel mur med port — Den oprindelige indgangsport.

Ud over mange mindre ændringer i de følgende årtier (såsom udvidelsen af Posthornstraße i begyndelsen af det 20. århundrede, rydningen af lindalléen fra slottet til det nuværende Deisterplatz i 1925 og ødelæggelsen af det barokke slot under et luftangreb i april 1945) har især Westschnellweg præget Von-Alten-Garten i høj grad og fået en del af den til at forsvinde for altid. Købet af et flere hektar stort areal muliggjorde anlæggelsen af omfartsvejen tværs gennem Von-Alten-Garten samt opførelsen af Deister-rundkørslen. Dermed gik en stor del af den parkagtige haveanlæg for evigt tabt. De to murrester af kalksten med den stadig bevarede portåbning var en del af den omgivende mur, der blev opført i 1718, og udgjorde tidligere den sydlige grænse af Von-Alten-Garten.

Forresten: Foran den lille, oprindelige indgangsport til gaden »Wachsbleiche« blev der dengang lagt bånd af honinggult bivoks ud for at blive bleget i solen. Og i »Weberstraße« lå der engang den væverby, som rigsgraf Franz-Ernst von Platen lod anlægge i det 17. århundrede. Men det er jo heller ikke længere nogen hemmelighed.