Calenberg-festen

Calenberg-borgen (senere betegnelser: Calenberg-slottet og Calenberg-fæstningen; den nuværende betegnelse for ruinen: Alt Calenberg) var en middelalderlig lavlandsborg nær Pattensen, i bydelen Schulenburg, 13 km vest for Hildesheim. Den blev opført fra 1292 af den welfiske hertug Otto den Strenge i Leine-flodlejet mellem to Leine-arme som en vandborg på den sydlige del af kalkmergelbanken Calenberg.

I begyndelsen af det 16. århundrede blev den ombygget til en fæstning. Denne fæstning Calenberg gav navn til det welfiske fyrstendømme Calenberg, der blev samlet i det 15. århundrede. Efter Trediveårskrigen mistede den sin militære betydning og blev jævnet med jorden („revet ned“). I dag er det en ruin med underjordiske hvælvinger, omgivet af høje volde. Det nærliggende gods Calenberg har fået sit navn efter Calenberg Slot.

Calenberg

Slottet ligger på Calenberg, der hæver sig 70 meter over havets overflade. Det blev dannet for næsten 100 millioner år siden i begyndelsen af den øvre kridttid, i Cenomanium-perioden. Før slottet blev bygget, ragede det som en kalkmergelbank mellem de daværende flodarme af Leinen ca. 10 meter op over floddalens landskab. Det omfatter ikke kun området omkring Calenberg Slot, men strækker sig yderligere 500 meter mod nord. Derfor måtte slottets voldgrav udhuges over ti meter dybt ned i kalkmergelbanken.

© C. Wyrwa

Resterne

Resterne af fæstningen ligger i området omkring Alt Calenberg, som siden 1997 har været en del af det fredede landskabsområde Calenberger Leinetal. Fra fæstningen og borghøjen er der i dag stadig bevaret volde, kældre og fundamenter fra borgen, slottet og Corvinuskælderen samt rester af batteritårnet. Batteritårnet og de to kælderrum har været lukket siden midten af 2008. I de hvælvede kældre under de to slottsfløje sover flagermus. I perioden fra 1. oktober til 30. april bør de overvintrende dyr ikke forstyrres. I et hvælv er der en flere meter dyb, muret brønd. De underjordiske kældre er så vidtstrakte, at to børn engang for vild der og måtte reddes af redningsmandskab.

Ifølge mundtlige overleveringer skal der angiveligt have været underjordiske flugtveje til Lauenstadt og til bispedømmet Hildesheim. Voldanlægget eksisterer stadig i nordvest, nord og nordøst. De omgivende grøfter er tørlagte. Hele området er bevokset med træer, buske og brændenælder, og der findes også vintergækker og vilde påskeliljer.