Det nye museum Schloss Herrenhausen og delstatsudstillingen »Da de kongelige kom fra Hannover« er i centrum for HMTG’s deltagelse på busrejse-messen den 23.–25. juli i Köln. Her får teamet fra Hannover Marketing og Turisme virkelig fornem støtte. Ingen ringere end Gottfried Wilhelm Leibniz og kurfyrstinde Sophie gør opmærksom på mangfoldigheden i Niedersachsens hovedstad – og giver busrejsearrangørerne lyst til at optage Hannover i deres kataloger for det kommende år.
Lige i tide til arrangementet i Köln er HMTG’s helt nye brochure med nye busrejsetilbud udkommet. »Busrejsearrangørerne er i øjeblikket i gang med at planlægge deres programmer for det kommende år,« siger Hans Christian Nolte, administrerende direktør for HMTG. »Derfor er det netop nu det helt rigtige tidspunkt at gøre opmærksom på højdepunkterne i Hannover.«
Forud for RDA-workshoppen blev brochuren udsendt til 1.500 busvirksomheder i hele Tyskland. Den indeholder skræddersyede tilbud til busgrupper i forbindelse med delstatsudstillingen eller den internationale fyrværkerikonkurrence i Herrenhäuser Gärten, ligesom den præsenterer Erlebnis-Zoo Hannover, slottet Marienburg og Steinhuder Meer.
HMTG har også sammensat en række festlige arrangementer til den kommende juletid. Med julemarkedet i den historiske gamle bydel, vinterzooen, vintervarietéet i Orangeriet og museet på Herrenhausen Slot tilbydes rejsearrangørerne en række stemningsfulde muligheder for at sammensætte ture.
1.080 udstillere deltager i år i RDA-workshoppen i Köln. Der forventes ca. 10.000 fagbesøgende. HMTG er til stede på en fælles stand sammen med turistregionen Hannover og delstatsudstillingen.